Som fortsættelse på undersøgelsen af dynamikken imellem miso og ost, her er en vidunderlig ret, som jeg først stødte på i New York Times for et par måneder siden. Siden da har jeg lavet den ugentligt og justeret balancen mellem kerneingredienserne. Emulsionen af pastavand, smør og miso ser ud til at være enkel, men det krævede mig flere forsøg før jeg nåede en behagelig balance. Når man kommer dertil, er det utroligt tilfredsstillende og lækkert. Misoen forenes fuldstændigt med smøren og parmesanen. Smagene er nærmest uadskillelige fra hinanden, som om at man har skabt en helt ny mad kategori.  

Med Omachi Junmai Daiginjo reagerer de to øjeblikkeligt på delte glutaminsyrere og Umami. Hvor den afrundede sake sødme binder sig med den cremede pasta og den blomstrede (og oceaniske) Junmai Daiginjo aroma tilføjer friskhed. Endnu mere spændende er, hvordan de sarte noter af krydret, hvid peber i sakeen hænger på Cacio e Pepe, dvælende i eftersmagen.

Retten kan laves på mindre end 20 minutter.